|
Athena IT-Group A/S, der i dag er blevet optaget på First North, har landet den største enkeltstående ordre i Norden på virksomhedssystemet SAP Business One, der er målrettet små og mellemstore virksomheder. En sammenslutning af de 40 største danske autoophuggere skal på sigt have hele deres IT-setup driftet hos Athena IT-Group A/S.
AD2000 omfatter de største autoophuggerfirmaer i Danmark, hvoraf flere omsætter for næsten 100 millioner kroner om året. For foreningen vil det nye centrale IT-system betyde øget omsætning og en mere effektiv drift, fordi det centrale IT-system giver alle virksomhederne i sammenslutningen adgang til ét, samlet onlinebaseret lager. Det vil ifølge Mads Thomsen, direktør i AD2000, gavne såvel den interne handel i foreningen og den eksterne handel.
For Athena IT-Group har ordren stor betydning: "Det er en banebrydende ordre - faktisk Nordens største enkeltstående ordre på SAP Business One. Vi skal levere en total IT-løsning til AD2000, der indebærer, at vi skræddersyer, hoster og drifter den nye fælles platform for AD2000s i alt 40 virksomheder på baggrund af SAP Business One," siger adm. direktør Peter Kroul.
Ordre skal bane vejen for flere IT-pakke-løsninger
Ifølge direktør Peter Kroul er ordren et godt eksempel på en stigende tendens til, at flere og flere virksomheder vil indføre IT-pakkeløsninger tilpasset egne behov og lægge flere IT-opgaver ud til hosting-centre:
"Tendensen går klart i retning af at indføre IT-totalløsninger driftet og hostet eksternt. Vi håber, at denne ordre vil tjene som inspiration for andre virksomheder, der kan se forde-len ved at få en samlet IT-løsning hostet af os. Det giver stordriftsfordele, besparelser og frigiver en masse ressourcer i virksomheden,"
SAP Business One er et komplet virksomhedssystem udviklet specielt til små og mellemstore virk-somheder med indkøb, lager, finans, personale, salg, marketing, kunder og service.
Athena IT-Group A/S og AD2000 forventer, at udviklingen og implementeringen af det samlede IT-system vil tage ca. tre år.
|